AlfaPeople støtter Red Orangutangen
AlfaPeople DK |
jun 21, 2018

AlfaPeople støtter Red Orangutangen

AlfaPeople har i mere end 10 år støttet organisationen Red Orangutangen og deres arbejde på øen Borneo. Sidste nye tal viser, at op mod 150.000 orangutanger er dræbt siden 1999. Hvis ikke orangutangen skal uddø i vores levetid, så skal der ydes en fælles indsats for at redde den.

Organisationen støtter bredt for at bevare den kritisk truede orangutang. Det gøres blandt andet på følgende måder:

Rehabilitering

Hvis en orangutang af den ene eller anden årsag ikke kan overleve ved egen hjælp, kommer de til rehabiliteringscenteret Nyaru Menteng. Her passes over 500 orangutanger, indtil de har lært at klare sig selv. Rejsen går gennem vuggestuen, børnehaven og skovskolen til ø-universitetet. I Vuggestuen lever kun få orangutanger sammen, og de er i tæt kontakt med deres babysittere. I Børnehaven får de lov til at prøve kræfter med lidt flere orangutanger omkring sig, og undervisningen begynder. Herefter kommer de i Skovskolen, hvor de bliver opfordret til at være i træerne hele dagen og øve sig på at bygge reder og finde føde. Rehabiliteringen slutter på Ø-universitetet, hvor orangutangerne lever stort set uden mennesker. Herefter er orangutangerne endelig klar til at vende hjem til et liv i frihed i regnskoven.

Regnskovsbevarelse

Et andet af fokusområderne er bevarelse af regnskoven. Red Orangutangen arbejder med at bremse fældningen af Borneos regnskov og genoprette ødelagte skovområder, så orangutanger også i fremtiden har et hjem. Derfor har Red Orangutangen oprettet SOS Borneo, der bl.a. støtter fredningsprocesser, uddanner brandpatruljer til bekæmpelse af skovbrande og genplanter ødelagte områder.

I de seneste måneder har der været optimale betingelser til at sætte stiklinger ud, som 4 planteskoler har spiret igennem et halvt år. I alt har 62 personer fra landsbyerne på Borneo deltaget i udplantningen af de mere end 80.000 stiklinger, der består af 10 forskellige træsorter, som fremover vil være med til at støtte flora og fauna på Borneo til gavn for orangutangerne og dyrelivet i det hele taget.

Udvikling af lokalsamfund

Regnskoven på Borneo har altid været et hjem for både orangutanger og mennesker. Red Orangutangen arbejder sammen med den lokale partner, BOS, og med midler fra Civilsamfund i Udvikling for at sikre plads i naturen til både mennesker, planter og dyr.

“Lokalbefolkningen på Borneo er lige så afhængige af regnskoven som orangutangen er det. Udviklingen har sat et enormt pres på skoven og naturressourcerne. lokalbefolkningen presses ind i ikke-bæredygtige og oftest illegale indtægtsmuligheder. Det forværrer dog kun situationen både for dem selv og for orangutangen. Der skal derfor arbejdes på mange fronter, hvis orangutangen skal reddes,” siger Marie Sigvardt, der er programleder i Red Orangutangen.

Cinta, 4.5 år

AlfaPeople har støttet arbejdet i 10 år. Det betyder, at vi har haft muligheden for at følge flere forskellige orangutanger. Lige nu hedder vores orangutang Cinta og er 4,5 år. Hun ankom til rehabiliteringscenteret, da hun var kun 3 måneder. Cintas mor havde efterladt hende – formentligt var hun kommet til skade. Cinta kunne selvfølgelig ikke klare sig selv så tidligt. Heldigvis lader hun sig ikke mærke af sin barske start på livet. I dag er hun en modig og nysgerrig orangutang, der altid er klar til at igangsætte lege og aktiviteter blandt de andre aber.

“Hos AlfaPeople er vi rigtig glade for at kunne støtte op om det gode arbejde med at redde orangutangerne og regnskoven på Borneo. Det er vigtigt for AlfaPeople, at tage stilling til verden omkring os, og sætte ind i både store og små projekter rundt omkring i verden. Vi følger med i de små abers liv via opdateringer fra Red Orangutangen. Det er altid hyggeligt lige at høre, hvordan det går dem. På kontoret har vi orangutang-bamsen AlfaNando, som hver dag minder os om at gøre en lille forskel, hvor man kan,” siger Gitte Højgaard Mouritsen, Marketing Manager i AlfaPeople.

Du kan læse mere om Red Orangutangen, deres vigtige arbejde samt hvordan du kan støtte – klik her Red Orangutangen.