AlfaPeople samlede 20.000 kroner ind til Nyreforeningen
AlfaPeople DK |
okt 23, 2018

AlfaPeople samlede 20.000 kroner ind til Nyreforeningen

For nylig overrakte AlfaPeople en check på 20.124 kroner til Nyreforeningen. Donationen sker på baggrund af flere kollegers personlige erfaringer med nyresygdomme tæt inde på livet, men flugter også med AlfaPeoples ønske om at støtte vigtige mærkesager i samfundet.

Flere medarbejdere i AlfaPeople har i øjeblikket tætte familiemedlemmer eller nære venner, der er ramt af nyresygdomme. Særligt én af historierne har gjort et stort indtryk. Det har sat gang i en debat om blandt andet organdonation. En AlfaPeople-medarbejders mand har fået fjernet begge nyrer på grund af en arvelig nyresygdom. Det har været en øjenåbner for alle at se, hvor stor indvirkning et alvorligt sygdomsforløb kan have for en familie.

For AlfaPeople er det et bevidst valg at støtte vigtige mærkesager. Igennem de seneste par år har virksomheden blandt andet støttet Team Rynkeby, Red Orangutangen, Cykelnerven og Cycle4Cancer. Ligesom der også altid bliver doneret penge til Knæk Cancer-ugen og lignende projekter.

Denne gang har AlfaPeople valgt at støtte Nyreforeningens gode arbejde, og der blev overrakt en check på hele 20.124 kroner til næstformand, Malene Madsen, og direktør, Sven Gerner Nielsen, den 6. oktober 2018. Beløbet skal blandt andet bruges på at bringe fokus på intubering af mennesker, der eksempelvis omkommer i ulykker, så man kan sikre, at deres organer kan bruges til transplantationer. Det kan lyde makabert, men ifølge Malene Madsen, er det noget af det, der skal til, hvis Nyreforeningen hurtigere skal kunne tilbyde flere nyrer til folk, der er skrevet op på en venteliste.

AlfaPeoples beløb til Nyreforeningen kommer primært via donationer fra kolleger. I hele september måned havde de mulighed for at donere et beløb, der blev trukket på næste måneds lønseddel.

“Jeg kender ikke selv nogen med nyresygdomme, men min kollegas historie rørte mig virkelig. Jeg har valgt at donere et beløb, så jeg indirekte kan gøre noget godt for min kollega og vise lidt omsorg på den måde,” siger Mette Tørholm, Office Manager i AlfaPeople.

AlfaPeople valgte at fordoble det indsamlede beløb fra alle ansatte.

Ønsker du at læse mere om Nyreforeningens arbejde, kan du besøge deres website.